Vi har hygget her til aften.. Med plastikdyr, Bedstes gamle knapper og træelefanten fra Prag.
-Og så har vi været lige ved at dø af skræk.

-Alberte moslede rundt ovenpå mig, mens jeg lå på gulvet, da hun planter en fod på min næse, reagerer jeg instinktivt og flytter hende, uheldigvis mister hun balancen og slår panden lige mod gulvet.
Hun sætter i et skrig, der kommer kun en kortvarig lyd frem, derefter stilhed og en åben mund.
-Jeg står med hende i armene, da hun pludselig bliver helt slap.
Hendes øjne ser døde ud og hun er ikke ved bevidsthed.
Der går under 10 sekunder før der igen er kontakt med hende, men aldrig nogensinde har jeg oplevet noget der gjorde mig så bange, noget der gjorde så inderligt ondt.
Sekunder kan føles som en evigheder.
Vi har siden læst os til at det blot er affektkramper, den blege af slagsen for at være helt specifik.
-Internettet spår også at det bliver en tilbagevendende (og i øvrigt helt harmløs) oplevelse af slagsen.
- Men jeg tror aldrig jeg kommer til at tage det cool.