Mit valg

"Hvorfor vil du ha' børn så tidligt?"' spurgte en af mine bekendte mig fornylig, hvortil jeg kun kunne sige "Hvad får dig til at synes, at det er tidligt?"

Hans svar lød på, at jeg jo var ung og at jeg da havde massevis af ting, jeg skulle opleve, inden jeg skulle være mor. Jeg synes det var en underlig holdning at have, for det første har han ingen viden om hvad jeg hidtil har oplevet, og så er det vel op til den enkelte hvad vedkommende vil bruge sit liv på.
Jeg spurgte ham, hvad det er han mener, jeg mangler at opleve.
"VERDENEN" sagde han eftertrykkeligt. Lande, andre kulturer, dybhavsdykning, skiferier, riverrafting, backpacking, kitesurfing, bjergbestigning.
-Alt det man forventer en ung har lyst til at bruge sin tid på.
Og det vil jeg da gerne! Men på min "prioriterings-liste" er det ikke de ting der topper. Jeg har fuld forståelse for, hvis folk har behov for at realisere sig selv, inden de "låser sig fast i forældreskabet".
Jeg ser bare ikke forældreskabet som værende en hindring for at leve, tværtimod.
Mit liv kommer til at se anderledes ud, når jeg bliver mor og spontaniteten må begrænses, men jeg er sikker på, at hele min verden bliver mere rig.
Hvis jeg går hen og dør, om et år, 2 år eller fem, så håber jeg, at der pumper lykke rundt i mine årer for en allersidste gang, når jeg ser mit liv passere revy.
Jeg ved, at hvis det var muligt, så ville jeg ærge mig efter døden indtraf, hvis ikke jeg havde oplevet det at være nogens mor.
Hvis alt jeg så i mit revy var oplevelser ude i den store verden, ville jeg helt ærligt føle mig snydt, men hvis jeg en sidste gang fik lov til at gense den dybe kærlighed, der kommer til at være mellem mine børn, min mand og jeg, så ved jeg, at jeg vil kradse af med et smil på læben.

Egentlig ved jeg ikke helt hvad dette indlæg handler om, og det skal slet ikke tolkes som en formaning af nogen art. Jeg vil bare gerne at folk forstår mit valg, så jeg vil jeg gøre mit for at forstå andres.
-Normer, forventninger og vores eget sygelige behov for at falde indenfor normalen hindrer os, så vi nærmest ikke kan få lov til at trække vejret.
Og det er vel det livet handler om, at trække vejret og gøre det, der i nuet gør os lykkelige.