Skrigungen

Kan man det?

Altså..
Tillade sig at sige nej, når folk spørger om ikke det er skønt at være blevet mor?

Forstå mig ret, jeg kan slet ikke forestille mig, at skulle være foruden trolden, og tjekker stadig med jævne mellemrum panisk hendes vejrtrækning, når hun sover mere end et par timer i træk..

Men altså, hvor er jeg træt! -Træt af nætter der drukner i uro og gråd.
De er skam blevet bedre.. altså nætterne.
Før startede hun kl. 19 og havde konstante skrigeture indtil 04-05..
Nu begynder hun først at blive urolig ved 23 tiden, dog forsætter hun stadig til 4-tiden, hvor hun så går omkuld.
Skrigeturene har også ændret sig, de er ikke lige så intense og hun vrider sig ikke lige så meget under dem som tidligere, der er klart sket en bedring, men det er langt fra godt endnu.

Jeg synes det er hårdt, at netop vores lille skat skal igennem det her, og jeg synes det er smadder uretfærdigt, at vi ikke får lov til at nyde hendes spædbarnstid.

"Man skal huske at nyde dem, mens de er små, den tid kommer aldrig igen" -Nej, gud'ske'lov da!

Jeg bliver fuldstændig grøn af misundelse, når folk ærgrer sig over, at tiden med deres små unger går alt for stærkt, - Her går den alt for langsomt!

En fremmed dame sagde fornylig; "Sikke stille hun er" (Hun lå og sov i sin vogn) hvorefter hun forsatte med at snakke og pludselig fuldstændig umotiveret syntes, at der skulle bringes trusler på bordet.. Hun lagde ud med min absolut hade-sætning; "Bare vent ...." efterfulgt af "Roen varer ikke ved"... så snakkede hun om tandfrembrud, øresmerter og bla bla bla!
Arrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrr!
-Roen? Hvilken ro???

Jojo, der er da øjeblikke hvor hun er rolig, men der er alt for få af dem, og nu er hun også begyndt at være rigtig urolig i løbet af dagen, øv!

På plus siden har hun nu tabt stort set alt pandehår, så hun har en slående lighed med orangutangunger.. Det er sgu egentlig meget sødt.