onsdag den 29. juni 2011

Søvn og børnepasning

Jeg bliver helt fjendtlig, når barnet vælger at vågne med maks 2 timers mellemrum hele natten, ikke fjendtligt over for barnet, men jeg ligger i sengen og skummer af had over at Superfaren ikke bliver forstyrret i sin nattesøvn, hadet er heldigvis hurtigt glemt når først det er morgen, men der kl.4 om natten, når barnet efter en halv times amning stadig ikke sover, så bliver der dannet grumme fjendebilleder af Superfaren der ligger og sover sødt.

-Og denne her gang kan jeg helt reelt giver vejret skylden, sidst der var rigtig varmt, vågnede Alberte konstant om natten, det var også der vi tog beslutningen om, at Superfaren sover i et andet rum end os (suk!), men det giver jo ingen mening hvis vi begge skal have frarøvet nattesøvnen.

Vi har i øvrigt taget den vildeste beslutning nogensinde, synes jeg.
Det er så svært at skulle vælge for sit barn og vi har aldrig været i tvivl om, at hun skal i dagpleje, hun er kun 8 måneder når hun skal ud og vi har begge en idé om at det er lidt mere trygt hos en dagplejer.
-Men i går var jeg nødt til at bringe det op, jeg synes simpelthen ikke at vores lille trold er et dagplejebarn, heldigvis havde Superfaren tænkt det samme.
Meget kan nå at ændre sig de kommende måneder, men hvis Alberte stadig ikke kan falde i søvn af sig selv, tror vi at det vil være nemmere for en vuggestue at håndtere, vi tænker; "flere hænder", hvor en dagplejemor ikke kan trave en tur med barnevognen for at hjælpe ungen i søvn, når hun har 4 andre at holde øje med.

-Men suk, jeg har det lidt underligt med det, hvilket højst sandsynligt skyldes at jeg har et skræmmebillede af hvordan en vuggestue ser ud, af ukendte årsager associerer min hjerne det straks med østeuropæiske børnehjem hvor børnene aldrig kommer ud af deres senge.
Hvilket jeg ved nærmere eftertanke jo godt ved ikke passer, det er kompetente mennesker med fokus på børnenes udvikling vi sender vores små røvere ud til og det er vel slet ikke så farligt?

I virkeligheden er en vuggestue vel bare en børnehave for miniput-mennesker og børnehave lyder slet ikke farligt i mine ører, men vuggestue klinger stadig lidt forkert.
Mon ikke jeg når at vænne mig til tanken? Om ikke andet har vi jo mulighed for at få hende flyttet, hvis det viser sig at være en fejltagelse.

-Det kommende vuggestuebarn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar