Vanvid

Jeg har været alene hjemme i dag!

For første gang siden Alberte blev født.. i 5 kvarter!
Hende og farmand trillede en tur, det er noget af det længste tid jeg nogensinde har været væk fra baby, foruden når jeg er nede at træne, men det her var noget helt andet, altså, når jeg er nede at træne "skal" jeg jo noget, det skulle jeg ikke i dag, jeg havde bare frihed.
Så jeg brugte tiden fornuftigt (hahaha), gik f.eks. i bad og lavede havregrød uden nogen skreg af mig, forsøgte at vriste sig ud af sækkestol eller hev mig i håret, crazy crazy!

Efter ca. 10 min. kedede jeg mig, og måtte virkelig ignorere trangen til at kontakte Superfaren.. Havde mest lyst til at sende 100000000000 sms, med spørgsmål som "Hvor er I og savner I mig ikke?" "Hygger I Jer og savner I mig ikke?" "Sover hun og savner I mig ikke?" "Græder hun og savner I mig ikke?" "Hun er vel ikke sulten og savner I mig ikke?"

"P.s. I savner mig, gør I ikke??? hva??? Bare lidt????"

Men jeg gjorde det ikke, dog spejdede jeg ud af vinduet to gange.

Og da de kom hjem duftede hun helt fantastisk, Superfaren var lidt mere smuk end sædvanligt, og de havde købt ind til toast og medbragt iskaffe.
Spørg lige om jeg smeltede af kærlighed?

Mon der findes noget der kan kurere den form for vanvid, eller hører det bare moderskabet til?