onsdag den 18. januar 2012

Gigantium

I weekenden besøgte vi den nye svømmehal i Gigantium, Alberte og jeg har været der en gang tidligere og nu har vi også prøvet at have Superfaren med og det var superhyggeligt.


50 kr. for at vi alle kunne komme en tur i vandet i en weekend er en ganske rimelig pris, omklædningen er rigtig lækker, selve svømmehallen er skøn og der er rig mulighed for at have det hyggeligt uanset alder.

Men.. Hvorfor h****** er der ikke nogle paraplyklapvogne?
-Som der er i andre familievenlige svømmehaller her i Aalborg.

Der er gode faciliteter til småbørnsfamilier i omklædningen, men jeg undrer mig til stadighed over at der kun er 2 badekar ude i bruserummet og så mangler jeg virkelig et sted at placere ungen, mens jeg selv forsøger at smide noget tøj på.

Der står nogle autostole til rådighed, men med en "soon-to-be-1-årig-med-ild-i-røven" er det bare ikke en holdbar løsning, hun er altså for stor og vild til at skulle ligge tilbagelænet i autostol, der i øvrigt er indstillet til at kunne passe helt små babyer.. og jeg.. Ehm,
-Kunne på ingen måde finde ud af at få løsnet selen, så hun kunne blive spændt fast, og er hun ikke fastlåst hopper hun jo bare ud.

Prøvede at lure de andre mødres tricks ud, mens Alberte stormede rundt i hele omklædningen og jeg jagtede rundt efter hende, samtidig med at jeg forsøgte at trække et par bukser på, uden selv at ende med at knalde hovedet i gulvet.
De fleste havde held med at stikke deres unger kiks/frugt osv., men Alberte er ikke sådan en der mener at man behøver sidde ned bare fordi man spiser.

Så kære Gigantium, vil I ikke nok overveje at købe nogle paraplyklapvogne? Det ville klæde jer!

-P.s. Undskyld til den fremmede dame der kæmpede en brav kamp for at få lov til at putte ting ind i sit skab, nogens barn smækkede konsekvent skabslågen i lige så snart den blev åbnet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar