Boblende mæthed

Jeg er lidt træt pt., og føler at jeg hele tiden er på arbejde.
2x weekendvagt i træk er ikke noget der får mig til at juble af glæde, specielt ikke når den ene weekend dækker over 4 nattevagter. (Fredag-mandag)
Tilgengæld må jeg sige et kæmpe hurra for at jeg har nogle kollegaer der gør arbejdsdagene rare.

Men jeg synes det er svært, når jeg igen igen overlader barn til Superfar i de "gode timer" i weekenden og forsøger ikke at blive ramt alt for hårdt af den mavepuster det er, når lillepigen reagerer på mit fravær og mener at det kun og absolut kun er Superfaren der er brugbar.

Om ikke andet så er hun lige for tiden rigtig behageligt selskab, hvilket vi selvsagt også trænger til efter over 1 måned med konstant sygt og vrissent barn, det lader til, at der er ro på efter det nye dræn er kommet i.
Hun er evigt sød og krammende, men skubber dagligt så hårdt til mine grænser, at jeg flere gange må bide sig selv i tungen for ikke at råbe "Nu-holder-du-kraftedeme-op", en gang imellem lykkes det ikke og jeg får på bedste vis kastet et lille arrigt;"Så hold dog op!" ud af munden, hvilket som oftest blot resulterer i at lillepigens raserianfald opnår uanede højder.

At bekæmpe vrede med vrede er unægtelig ikke en holdbar løsning, men sommetider er jeg bare nødt til at få afløb, at hun fatter hat og brille af det, og nok mest bare synes at jeg er en idiot, fordi jeg ikke synes hun skal begrave hænderne i kattebakken/ balancere i vindueskarmen/ gå ind i fremmede folks haver/ slå på fjernsynet/ bruge mit ansigt som stol er den anden side af sagen.

Hun er nogle dage selvstændighedssyg ud over alle grænser og jeg forsøger på bedste vis at finde en balancegang vi begge kan være enige om, for selvfølgelig skal hun have lov til både det ene og det andet og det er ikke nødvendigvis mig, der altid skal bestemme i hvilken retning vi skal gå. Men jeg kan godt blive rundtosset af det der "Jeg-vil-ned-og-gå-ned-Jeg-vil-gå-den-modsatte-vej-Nej-jeg-vil-op-igen-Du-skal-bære-mig" cirkus som man sommetider oplever når ulvetimen træder ind og barnevognen tilsyneladende bliver for trang at befinde sig i på turen fra dagpleje til hjem.

Hun får mig også til at le.
Hver eneste dag, dybt og inderligt.
Sommetider fordi hendes egen mening og hendes vilje til at udtrykke den er direkte imponerende, andre gange fordi hun fjoller rundt i sin egen lille verden, hvor stenene fra vores bed skal placeres i naboens, hvor et dørslag kan anvendes som hat og hvor det er helt legalt at pudse næse i viskestykkerne.
Og sommetider, om aftenen.
Så ligger vi os sammen på gulvet, hvor vi glemmer at det er sengetid lige om lidt..
Og så nyder vi det.. At have en lille bid af tid som er vores helt egen, vi krammer, mosler og kilder til vi begge er bløde af latter og bælgøjede af lykke.

Og så går vi i seng, hende lidt før os andre..
Og når jeg ligger mig under dynen er det med et hjerte der bobler af mæthed.