Om ondt i maven

Jeg sidder nu og venter på at skulle på aftenvagt, for tredje aften i træk og det med lige dele dårlig samvittighed og øv-følelse.

 Jeg er ikke glad for aftenvagter, egentlig er det nok de vagter der går mig mest på, nattevagterne får mig ikke til at juble, men de giver mig trods alt noget mere tid sammen med mine yndlingsmennesker end aftenvagterne gør.
For hvordan balancerer man mellem at skulle have tid sammen og ikke rode alt for meget rundt på rutinerne?
Jeg har ikke mulighed for at hente Alberte tidligere hjem, da jeg skal af sted inden Superfaren har fri.

Og jeg tør heller ikke rigtig at holde hende hjemme, så hun afleveres senere på dagen, jeg tænker at det bliver for uoverskueligt for hende, hvis hun hver gang jeg har aftenvagt pludselig skal af sted i dagpleje senere end hun plejer, måske det kunne lade sig gøre, hvis hun var lidt ældre.

Egentlig betyder det at jeg slet ikke ser hende, når jeg har aftenvagt, i går var jeg heldig at kunne hente hende tidligere hjem, da Superfaren var hjemme til at overtage da jeg skulle ud af døren.
Men ellers så har vi ingen tid sammen, vi sover i samme rum, få meter fra hinanden og jeg skal anstrenge mig for ikke at storme hen, hive hende op af tremmesengen og kramme hende hudløs, når jeg kommer hjem om aftenen.
At jeg i denne uge oven i købet har weekendvagt gør det ikke bedre, 3x aftenvagt, 1x dagvagt, 1 fridag og 2x weekendvagt.
Suk.
Jeg tror måske hende og jeg skal have fredagen sammen.
Jeg savner hende nemlig og jeg er overbevist om at det er gengældt.
Det er nok egentlig det der er det værste, jeg får altså lidt ondt i maven over at hun skal savne.

Det er hårdt også for hende.
Hun bliver sur på mig, ingen tvivl om det, jeg kan godt mærke på hende, hvis ikke jeg har været tilstrækkeligt til stede.

Det er sgu IKKE det her jeg vil, NÆH!
Overhovedet ikke faktisk.
Jeg er glad for at arbejde, men ikke når jeg føler, at jeg må vælge andre ting fra, ting der er vigtigere.

Jeg drømmer stadig om at finde en eller anden løsning, der giver os mere tid og nærvær.
Jeg kunne aldrig være hjemmegående og tror også at vi ville have svært ved at få økonomien til at hænge sammen.
Mine forældre gjorde det, da jeg var barn.
6 mennesker på en pædagogløn, hatten af for det!

Sådan bliver det ikke for os, men jeg kommer til at skifte fag.
Ikke nu, men om et par år, hvis alt flasker sig.. Og med det i mente, så kan jeg med lidt bedre samvittighed tage på arbejde.

Omend jeg allerede glæder mig til at jeg skal hente hende fra dagplejen i morgen eftermiddag.